EFK 100 års jubilæum
EFK fyldte 100 år, og der var buffet og lagkage til de mange fremmødte.
Foto: Serviceforbundet
20. januar 2020

Sik’ en fest, vi har haft… ♬ ♪ EFK blev 100 år

Der var både skøre tjenere, som fik grinene frem hos de fleste, dejlig mad, en Lasse Rimmer på slap line og rigtig mange medlemmer, da EFK holdt jubilæum.

- Det var en rigtig god fødselsdag, og vi er så glade for, at så mange medlemmer valgte at bruge deres lørdag på at lægge vejen forbi Ramsingsvej for at tilbringe et par hyggelige timer i selskab med os, siger Formand for EFK, Bo Kjærulf.

Stemningen var i top, og den blev også forstærket af 3 halv-tossede tjenere, som i dagens anledning var ”udsendt af det lokale jobcenter”. De tre tjenere vakte jubel - både med deres optræden for alle, og når de løb rundt mellem gæsterne og hjalp med både servering og at tørre munden på de spisende.

Sidst på dagen kom Lasse Rimmer på scenen med en god gang underholdning på sin sædvanlige professionelle og samfundsrevsende facon.

Det bedste er at møde kolleger fra branchen
Over 250 medlemmer havde fundet vej til arrangementet, og der var ingen tvivl om, at de syntes, at det var et fantastisk godt arrangement og en hyggelig dag.

Martin Corlin er en af de faste deltagere ved EFK’s arrangementer, hvad enten det drejer sig om den årlige generalforsamling, 1. maj eller som nu – et 100 års jubilæum. Han synes, at en af de bedste ting ved arrangementerne er at møde kolleger fra branchen.

- Det er et fantastisk arrangement, og hvis jeg skal pege på noget som helst, der skulle være anderledes, er det, at det sjældent er de yngre kolleger, man møder i disse sammenhænge, fortæller Martin.

– Det er som om, at de unge opdrages til, at vi alle er vores egen lykkes smed, så derfor behøver vi ikke fællesskabet. Men intet kunne være mere forkert. Der er alt for få unge – både i fagforeningssammenhæng, men også i for eksempel politiske sammenhænge. Så jeg ville ønske, at flere unge ville dukke op både til de her festlige ting, men også til generalforsamlingerne og de andre mere faglige ting. De har jo ofte rigtig gode idéer.

Martin er selv midt i 30’erne og er blandt de yngste til dagens arrangement.

Her har vi en fælles berøringsflade
Thomas Grauer har været med i EFK’s bestyrelse i mange år og har også siddet i landsbestyrelsen og som faglig sekretær for ESL, indtil han gerne ville tilbage til faget. Han er næsten altid med, når der er et arrangement.

- Jeg synes, at arbejdet med fagbevægelsen er et vigtigt arbejde, og når man er fagligt aktiv og arbejder i en branche, hvor der er rigtig mange kolleger rundt om i landet, så bliver arrangementerne den fælles berøringsflade og en rigtig god anledning til at møde ”alle de gamle”, fortæller Thomas.

Han er helt enig med Martin i, at der er for få unge, der er mødt op til både det her fantastiske arrangement, som EFK her har fået stablet på benene – og også generelt.

- Det er ofte Tordenskjolds soldater, der er til disse arrangementer, men dette arrangement er rigtig godt, da der er mange flere mennesker, som normalt ikke er så aktive, der er mødt op. Jeg har mødt én i dag, som jeg tog min uddannelse sammen med – ham har jeg ikke set i næsten 20 år, så det er sjovt.